Sådan skriver Skive Folkeblad:
16/3/2008
For få til god underholdning
De mennesker, der synes, at de har det hårdt, skulle prøve at gøre sin som kamp-arrangører indenfor amatørboksning.
At det er en barsk branche at slå sig op i, fik BK Limfjord-formand Chris Christensen mere end bekræftet op til sin klub, BK Limfjords, debut som som stævnearrangør i lørdags.
Stadig fredag havde Christensen et lønligt håb om at kunne præstere 12 kampe, men han måtte ende med seks - og dertil tre såkaldte træningskampe, hvor to boksere mødte hinanden, men hvor der ikke blev opgjort et resultat, eftersom de to ikke matchede hinanden rent vægtmæssigt.
I det lys blev der ikke tale om et »kanon-stævne« - publikum havde luret lunten, og blot ca. 50 mødte op og erlagde entre, selv om rammerne omkring stævnet i høj grad var i orden: Søde nummerpiger, som benyttede muligheden til også at lufte tøjbutikkernes forårs-kollektion og flot musikunderholdning i pausen ved Diva med tre velsyngende søster samt en guitar i ringen.
Rent boksemæssigt var den største oplevelse det afsluttende møde mellem Jens D. Bach fra Svendborg og Kasper Iversen, Struer - et møde som Struers danske juniormester vandt med 3-2 - i et møde, der var lige så tæt, som dommerstemmerne antyder.
Også Hadsunds Ignas Zokaites og Kongenhus Malte Gyldenkærne gav hinanden en seværdig match, hvor Gyldenkærne til slut var så træt at han dårligt kunne hænge sammen, og også led et fortjent 5-0 nederlag, men efter en forrygende fight.
- Vi skal være glade for, at der er nogle gode sponsorer, der vil hjælpe os, for ellers kan jeg ikke se, hvorledes man skal kunne afvikle boksestævner længere, mente Chris Christensen, der op til weekenden gik med et lønligt håb om også at lave stævne på Kongenshus onsdag op til påsken.
- Men det må jeg blankt erkende, at jeg har opgivet, Det er for besværligt at lave et blot nogenlunde program, slutter han.
Ny bokseklub fik fane
BK Limfjord er med sine halvandet år et af lokalområdets yngste foreninger - men ved lørdagens boksestævne i Aakjær-Hallen, klubbens første blev nok et formalia-punkt bragt i orden.
Klubbens ledelsen havde ansøgt »Danmarks-samfundet« om en fane, og den mødte formand Kim Kock op og overrakte til BK Limfjord-formand Chris Christensen samt to af klubbens unge medlemmer: Lasse Blingedal og Kajwan Razul.
- Det er relativt sjældent, at vi har lejlighed til at forære en ny fane væk, men det er jo altid en glæde, når det sker, og jeg håber, at bokseklubben vil huske, at de har den, gerne møde op til procession på Valdemarsdag, og desuden lufte den så tit, som lejlighed gives, siger Kim Kock.