JM titel til BKL
11/2/2009
Af Brian Laursen, Skive Folkeblad
JM-titel til BK Limfjord
Også i BK Limfjord var der grund til at glæde sig ovenpå de jyske mesterskaber for ungdom og begyndere. Den unge klub fik nemlig en enkelt jysk mester i supersværvægt for seniorer. Her var Claus Juul i ringen mod Mads Boldsen fra Randers AC, og de to tunge drenge på hver 103 kilo gav hinanden en god fight med skibonitten som vinder på knock-out i tredje omgang.
- Claus var langt stærkere end modstandere, han er rigtig godt trimmet og var også foran med 18-10, da kampen blev stoppet, fortæller træner Chris Christensen. Han havde yderligere tre boksere med til Hinnerup. Af dem blev der ingen kamp til Marie Louise Holm hos seniorerne, mens både Rasmus Skov og Omar El-Zeibak kom i ringen, men måtte gå derfra som tabere - Skov i weltervægt for senior-begyndere og El-Zeibak i dunvægt for drenge-begyndere.
- Rasmus lavede noget værre bras i semifinalen mod Tommy Nielsen fra Sparta i Aalborg. Han lavede for lidt og tabte 6-10. Omar boksede til gengæld en rigtig flot kamp mod Julius Rasmussen fra Hobro - han tabte med dommerstemmerne 0-5, men Rasmussen tabte dog senere finalen, siger Chris Christensen.