DM senior boksning
18/4/2011
I lodtrækningen kom Mads Dalsgaard i gruppe med Mohammed Adel fra BK Århus, Ahmed Khattab fra CIK og Baraa Dawoud fra BK Wedala i Vejle, der blev modstanderen i den indledende kamp. Tre gange tidligere har de to boksere krydset klinger, med Baraa som vinder de to gange. Dette skulle der ændres på denne aften i Pandrup. Og det startede godt i første omgang, Mads var foran med 2 point efter en flot omgang hvor der var helt styr på tingene. Det var der derimod ikke på computeren til anden omgang, så man måtte gå over til håndtællere i dommerpanelet. En lang aften med problemer med computerbedømmelsen ville slet ikke få ende. Og i Mads’ kamp gik det grueligt galt. Til anden omgang vidste vi godt at nu ville Baraa komme ud til omgangen med angreb som et våben for at score point. En rimelig lige omgang uden forskel på de to bokseres træffere. Ligeledes gik 3. omgang, hvor de to boksere skiftedes til at sætte træffere ind, og stor var forundringen hos mange af de tilstedeværende da dommerne kunne votere til en sejr til Baraa med dommerstemmerne 4-1. Hovedrystende tilkendegivelser fra mange tilskuere og trænere kunne desværre ikke rokke ved at nederlaget var en realitet. Baraa tabte senere til Adel, der i finalen mødte Puriya Haidari, som igen vandt det danske mesterskab i letweltervægt.